Almen grammatik

Et udsagn eller en talehandling består af en række ord som udtales eller skrives efter hinanden. Når vi taler om grammatik, er det praktisk at dele et givet udsagn op i (hel-) sætninger. En helsætning er et udsagn der hviler grammatisk i sig selv. Den kan stå alene. Det er ikke givet at den kan forstås uden for sin kontekst (hvis vi fx ikke kender baggrunden for udsagnet), men vi kan erkende den grammatiske struktur og også forstå sætningen i kontekstuel sammenhæng.

Ordklasser

De basale byggesten til sætningen er ordene. Disse byggesten kan deles op i en række forskellige slags efter funktion, nemlig det vi til daglig kalder ordklasser. På dansk, og en række andre sprog, er det praktisk at operere med 10 ordklasser + en særlig ordklasse til ’at’ foran infinitiv. 

Ordklasser

Verber

Substantiver (navneord)

Substantiver defineres mest entydigt som: de ord der udfylder substantivernes rolle i sproget.

Substantiver betegner (1) konkrete ting og steder i virkeligheden eller fantasien (2) levende væsener (3) begreber.

(Du bemærker at nogle af navneordene er skrevet med stort. Det er dem der udgør en særlig undergruppe som kaldes proprier ( af proprium = egennavn.)

På dansk var der oprindeligt 3 køn, men med tiden er hunkøn og hankøn faldet sammen til et køn fælleskøn, så vi i dag kun har to køn nemlig fælleskøn og intetkøn.

Substantiver bøjes  i bestemthed:

Substantiver kan bøjes i tal:

Substantiv

Adjektiver ( tillægsord)

Adjektiver betyder også på latin ord der lægger sig til andre ord. Adjektiver kan lægge sig til substantiver, proprier og pronominer (stedord). Adjektiver beskriver egenskaber ved de ord de lægger sig til.

Der er 2 forskellige måder hvorpå et adjektiv kan optræde i sætningen. Det kan enten (1) lægge sig direkte til ord det knytter sig til (attributivt), fx

Vidunderlige København ( til proprium)

En sød pige ( til substantiv)

Eller det kan stå som prædikat (omsagnsled)(prædikativt), fx

København er vidunderlig

Hun er sød

Se mere om attributiv og prædikativ i den grammatiske encyclopædi på www.almensprogforstaaelse.dk

Adjektiver kan bøjes i køn: En sød pige, et sødt smil

Adjektiver kan bøjes i tal: Pigen er sød, pigerne er søde

Adjektiver kan bøjes i grad:

Visse adjektiver gradbøjes uregelmæssigt ( fx stor, større, størst). Om man ønsker at gradbøje ved at tilføje -er og est eller med mere og mest, er et spørgsmål om stilistik.

Adjektiver

Adverbier (biord)

Adverbier kan være både temmelig fast og ret løst knyttet til andre led eller hele sætninger. De kan knytte sig til verber, adjektiver, adverbier og hele sætninger.

Adverbier siger noget om tid, sted, måde, grad eller om hele sætningen      

Mange adjektiver kan omdannes til adverbier ved at tilføje -t

       Eks. En smuk sang à hun synger smukt

Ved gradsadverbier vælger man selv om man ønsker at tilføje -t ved adverbiumsdannelse. Ved mådesadverbier skal der tilføjes -t. Se ovenfor.

Nogle adverbier kan gradbøjes, fx tit, tiere, tiest

Adverbier

Pronominer (stedord)

Pronominer er ord der kan stå i stedet for substantiver og proprier.. I nogle tilfælde (demonstrative pronominer) anvendes pronominer til at påpege eller fremhæve substantiver

Pronominer kan deles op i følgende grupper

Denne opdeling i forskellige slags pronominer er ikke nødvendigvis gældende for alle sprog, men dækker, foruden dansk, også meget godt latin.

Pronominer

Præposition (forholdsord)

Præpositioner er ord der anvendes til at angive sted, middel, retning o. lign, altså hvorfra, hvortil, ved hjælp af hvad osv. En klassisk måde at afgøre om et ord evt. kunne være en præposition er fluemetoden, som illustreret herunder

Alle de 'forhold' der kan være mellem fluen og kassen (fx Fluen bevæger sig over/under/mod/til/fra eller under kassen, er præpositioner.

Præpositionsforbindelser består af præposition + styrelse (substantiver, pronominer eller andre substantiviske størrelser som infinitiver (navnemåder) og hele sætninger).

Præpositionsforbindelser er adverbialer. Dvs. de har samme grammatiske funktion i sætningen som adverbier.

I nogle sætninger indgår præpositionen i en tæt forbindelse med sætningens verbum, fx

Han ser op til sin træner

I sådanne tilfælde analyserer man formelt udtrykket som en præpositionsforbindelse, men det kan argumenteres at det giver bedre mening at sige at ser op til er verballed og sin træner er objekt

Præposition

Konjunktioner (bindeord)

Konjunktioner er ord der binder andre dele af sætningen sammen.

Der er to slags konjunktioner (1) sideordningskonjunktioner og (2) underordningskonjunktioner. Sideordning kaldes undertiden paratakse og underordning hypotakse. (se mere under sætningsanalyse)

Sideordningskonjunktioner forbinder to led eller sætninger af samme slags eller værdi, fx to hovedsætninger, to verber eller to substantiver, fx

 Han spiller tennis, og hun læser i en bog    (2 hovedsætninger)

 Han spiller tennis og går til fodbold           (2 verber)

Konjunktioner

Artikler (kendeord)

Artikler anvendes til at angive om et substantiv står i bestemt eller ubestemt form. Artikler viser også tal og køn

Foranstillet bestemt artikel anvendes kun når der til substantivet lægger sig at attributivt adjektiv. Ellers bruges efterstillet bestemt artikel. Se under substantiver ovenfor.

Artikler

Numeralier (talord)

Talord angiver (mængdetal) og rækkefølge (ordenstal)

Mængdetal: 1, 2, 3, 333, tyve

Numeralier

Interjektioner (udråbsord)

Interjektioner indgår ikke i en normal sætningsanalyse. Principielt optræder interjektioner kun i direkte tale.

Eksempler på interjektioner: hej, av, fy, hurra, olé

Interjektioner

Infinitivsmærke (at)

Infinitivsmærket at findes kun i forbindelse med infinitiv (navnemåde).

Infinitivsmærke

Sætningsanalyse

Sætningsled og syntaks

Så i stedet analyserer man sætningen ved at dele den op i sætningsled (syntagmer).  Sætningsled er enkeltord, rækker af ord og hele ledsætninger der hænger sammen i de strukturer der udgør sprogets syntaks. Syntaks kan altså defineres som  de regler der gælder for ordenes indbyrdes placering i kombination med ordnes morfologi (bøjning).

Der er ingen principiel øvre eller nedre grænse for antallet af sætningsled som sproget kan deles op i, men nedenstående 7 sætningsled dækker meget godt de fleste sprog og er dem der traditionelt anvendes til sætningsanalyse af de sprog der undervises i i gymnasiet.

syntaks

Substantiver, proprier, pronominer, infinitiver og ledsætninger (se senere under ledsætninger) kan være subjekt, objekt, subjektsprædikat og objektsprædikat. Substantiver, proprier og pronominer kan være dativobjekt. Adverbier, præpositioner + styrelse og visse ledsætninger er adverbialled/adverbialer. Undertiden kan en præpositionsforbindelse være tæt knyttet til fx et substantiv, og i sådanne tilfælde har den nærmest adjektivisk funktion.

Kun verber kan være verballed.

Bemærk at både adverbialled og præpositionsforbindelser anvender tegnet bølgestreg.

En sætning analyseret med kryds og bolle kan fx. se sådan ud:

Kryds og bolle

Gibbon har skrevet det berømte storværk om det romerske riges forfald og undergang

Det berømte storværk om det romerske riges forfald og undergang har Gibbon skrevet

Syntagme

Verballeddet angiver sætningens handling eller fungerer som kopula, (dvs. sætter en slags lighedstegn eller ulighedstegn mellem subjekt og subjektsprædikat). Kun verber kan være verballed.

Verberne bøjes i tid. (se ovenfor under verber)

Verballed

 

Subjektet findes ved at spørge om 'hvem/hvad' der udfører handlingen. Du kan prøve at  sætte jeg eller vi ind i sætningen i stedet for det du tror er subjekt. fx

Subjektet står i nominativ

Subjekt

Subjektsprædikat findes kun i forbindelse med kopulativt verbum. Det er verber der fungerer som en slags lighedstegn eller ulighedstegn mellem subjektet og subjektsprædikatet. En sætning med kopula og subjektsprædikat siger med andre ord at subjektet er mere eller mindre identisk med subjektsprædikatet.

Kopulative verber er verber som være, synes, ligner, kaldes o. lign. fx

Subjektsprædikatet findes ved at spørge 'hvem/hvad' + verbum + subjektet

Subjektsprædikatet står i nominativ. (En undtagelse fra denne regel er udtryk af typen: Det er mig,  hvor det på danske ville lyde helt skævt at sige Det er jeg. På engelsk hører man både It's me og It's I.)

Subjektsprædikat

Objekt el. akkusativobjekt

Objektet peger på genstanden for handlingen.

Objektet findes ved at spørge 'hvad/hvem' + verballed + subjekt

Objekt

Objektsprædikat

Objektsprædikat findes kun i forbindelse med ganske bestemte verber ( fx. anser for, kalder) der sætter lighedstegn mellem objektet og objektsprædikatet.

Objektsprædikat findes ved at spørge 'hvad' + verballed + subjekt + objekt

Bemærk at hvis man skriver en sætning med objektsprædikat om til passiv (se under passiv senere), så bliver objektet til subjekt og objektsprædikatet til subjektsprædikat.

Objektsprædikat

Dativobjekt

Dativobjekt kalder undertiden også indirekte objekt.

Dativobjekt peger på hvem/hvad der gives noget til, hvem der er modtageren af  verbets handling.

Dativobjektet findes bedst ved at spørge 'til hvem/hvad' + verballed + subjekt (+ objekt), eller simpelthen 'Hvem fik + objekt?'

Dativobjekt

Adverbialled

Adverbialled angiver tid, sted, måde, grad, mm.

Adverbialled lægger sig til verber, adjektiver, andre adverbier eller hele sætninger.

Se mere under adverbier.

Adverbialled

Præpositionsforbindelser

En præpositionsforbindelse består af en præposition ( se under præpositioner eller i den grammatiske encyclopædi) og en styrelse. Styrelsen er den størrelse som præpositionen relaterer til andre elementer i sætningen. Præpositionsforbindelser betegner m.a.o. forhold mellem størrelser.

Præpositionsforbindelser er normalt adverbialled. Under visse omstændigheder kan præpositionsforbindelser tæt knyttet til andre led i sætningen og kan opfattes mere meningsfuldt som adjektiviske eller som del af et sammensat verbum.

Præpositioner der styrer sætninger, fungerer principielt som andre præpositionsforbindelser:

Mere om verber

Finitte og infinitte former

Verbernes former kan opdeles på flere forskellige ledder. En praktisk inddeling er at skelne mellem finitte (sætningsdannende) og infinitte (ikke-sætningsdannende) former. De finitte former er altså de former der kan stå som verballed i en sætning, og som knytter sig til et subjekt (evt. et underforstået subjekt) i en neksus. Finitte former står i tid. Infinitte former kan ikke alene være verballed, men kan godt være en del af et sammensat verbum sammen med en finit form. På danske er de infinitte former følgende: infinitiv, præsens participium og perfektum participium. På latin findes derudover: futurum participium, 1 og 2 supinum, gerundium og gerundiv, perfektum infinitiv og futurum infinitiv.

På dansk findes der kun 3 finitte former, nemlig nutid (præsens indikativ), og datid (imperfektum) og bydenåde (imperativ). De øvrige tider på dansk dannes ved hjælp af hjælpeverber + infinitte former

Herunder kan du se eksempler på et verbum (køre) i alle dets former (- konjunktiv) De finitte er skrevet med grønt, de infinitte med rødt.

Modus el. måde og aspekt

Verballeddet i en sætning står altid i finit form,  med eller uden hjælpeverbum. Desuden står verbet altid i måde (modus). På dansk findes 3 måder (modi) : indikativ, imperativ og konjunktiv. Indikativ, som er langt den almindeligste, kaldes også fremsættende måde. Stort set alle de verballed du finder i denne tekst, står i indikativ. Imperativ hedder på dansk bydemåde og bruges i befalinger (fx. Kom!.Se lige her! Understreg de vanskelige ord!) Konjunktiv findes kun i ganske få stivnede former ( fx. Jensen længe leve)

På andre sprog (fx. latin) findes konjunktiv i næsten alle de samme tider som indikativ. Konjunktiv har på latin en lang række funktioner, men fælles for dem er at konjunktiven angiver at handlingen forholder sig mindre faktuelt til virkeligheden end indikativ, fx at konjunktiven udtrykker at der er tale om et ønske, en forestilling, en betinget situation osv.

Vi forestiller os også normalt at verbets tid er det eneste væsentlige, men faktisk findes der masser af sprog hvor verbets aspekter er lige så vigtige .Aspekt betyder synsvinkel og angiver altså den synsvinkel ud fra hvilken handlingen betragtes. På latin er forskellen på imperfektum og perfektum ikke som på dansk først og fremmest tidsfølge, Imperfektum angiver at handlingen er uafsluttet i fortiden, medens perfektum angiver at handlingen er afsluttet. Et eksempel på aspekt er forskellen på fx ’I smoke’ og ’I am smoking’ som jo begge er præsens, men med forskellig aspekt. Eksemplet i skemaet ovenfor (Han kom kørende) kan man med rimelighed kalde aspekt. På andre sprog findes andre eksempler på aspekt. På swahili fx findes en tid (-ka-tid) som angiver fortællende aspekt uden at forholde sig til tiden.

Andre sprog uden for den indoeuropæiske sproggruppe deler verbernes tider op på helt andre måder. Det er ingenlunde altid klart om der er tale om modus eller aspekt. Men alle sprog kan, som nævnt, udtrykke det de har brug for.

At dansk er så fattigt på morfologisk konjunktiv og aspekt,  betyder ikke at dansk ikke kan udtrykke en lang række måder og aspekter. Men i stedet for at ændre det enkelte verbums former anvender dansk forskellige verber, især modalverber (mådesudsagnsord) og forskellige former for partikler og (modal-) adverbier.

Herunder er der anført nogle eksempler på hvordan dansk kan udtrykke måde og aspekt

Udtrykkende har selvfølgelig tilfælles at de alle handler om at leve, men de er forskellige i kraft af tilgangen til det at leve. De inddrager forskellige aspekter.

Person og tal 

På dansk bøjes verberne ikke i person og tal. De gør de derimod på latin, italiensk, spansk, fransk, tysk, engelsk (kun i begrænset omfang) og på (fx) tyrkisk. Det betyder selvfølgelig ikke at vi ikke kan udtrykke hvilken person (1,2 eller 3) og hvilket tal (singularis eller pluralis) der foretager handlingen. Vi gør det blot ved at stille et passende subjekt op.

Personendelser plejer vi at kalde dem fordi de på de sprog vi plejer at undervise i i Danmark, kommer til sidst. Det er ikke en naturlov. Herunder kan du se 'personendelser' på latin, tyrkisk og swahili ( verbet elske)

Finit og infinit

Om konjunktiv, indikativ og imperativ, se herunder

Tid, måde, person, tal og form

 

 

 

 

 

 

Aspekt

 

På dansk kan verberne bøjes i aktiv og passiv ( dansk: handleform og lideform). De passive former dannes ved at tilføje -s (kun til præsens, imperfektum og infinitiv) eller ved at omskrive ved hjælp af hjælpeverbet 'blive' (de øvrige tider)

I en passiv sætning er det subjektet der en genstand for handlingen. Det vil sige at objektet er gjort til subjekt efter følgende formel: ( N= substantivisk størrelse, pp= perfektum participium))

N₁  + (verbum+ tid) + N₂ àN₂ + ('blive'+ tid) + (verbum +pp) + 'af' + N₁

fx: Manden tævede katten à  Katten blev tævet af manden

N₁  + (verbum+ tid) + N₂ àN₂ + (verbum +tid + 's') + 'af' + N₁

fx  Manden tævede katten à  Katten  tævedes af manden

Aktiv og passiv

Sætning: En sætning består af et eller flere ord/led der indgår i en grammatisk forbindelse. Minimumskravet til en sætning er et verballed. Fx er ’Kom!’ en sætning. Men de fleste sætninger indeholder på dansk mindst et subjekt og et verballed. I sprog hvor subjektet kan være indeholdt i verballeddet (fx latin, spansk og italiensk) er sætninger bestående af kun et verballed almindelige. Der er principielt ingen øvre grænse for en sætnings længde.

Traditionelt skelner man mellem hoved- og bisætninger. I dag er det imidlertid almindeligt at bruge betegnelsen helsætning om en sætning der ikke er led i en anden sætning, og betegnelsen ledsætning om en sætning der indgår som en del af en overordnet helsætning.  Ønsker man at tale om det der er tilbage når man har fjernet ledsætningerne, kan man anvende udtrykket helsætning, hovedsætning eller helsætningsrest. I helsætningen herunder er hovedsætningen understreget.

              Hvis du ringer i morgen, fortæller jeg dig hvad han har sagt

Hele udtrykket er en helsætning. Hvis du ringer i morgen og hvad han har sagt er ledsætninger( henholdsvis adverbiel og substantivisk). Fortæller jeg dig er helsætningsrest eller hovedsætning.

En næsten ufejlbarlig måde at kende forskel på ledsætninger og helsætninger (og helsætningsrester) er at indsætte det nægtende ord ikke i sætningen. Hvis ikke kommer før verballeddet (det finitte verbum), er sætningen en ledsætning. Hvis ikke kommer efter verballeddet, er det en helsætning. Hvis vi sætter ikke ind i eksemplet ovenfor, får vi følgende lidt akavede udtryk:

Ledsætninger kan opdeles i substantiviske, adjektiviske og adverbielle ledsætninger. En substantivisk ledsætning er en ledsætning der fungerer som  subjekt, objekt, prædikat, styrelse for en præposition  i den overordnede sætning. Adjektiviske ledsætninger fungerer som adjektiv. De fleste adjektiviske sætninger er relativsætninger. Adverbielle ledsætninger fungerer som adverbialer i den overordnede sætning.

                  Han sagde at han havde læst sine lektier. (substantivisk = objekt)

                 At det forholder sig sådan, er jo indlysende (substantivisk = subjekt)

                 Ingen kan lide en der snyder. (adjektivisk, attributivt til 'en' )

                 Da han kom hjem, var alle gæsterne gået. (adverbiel, tidsadverbium)

                 Jeg gør det kun hvis du betaler (adverbiel, betingelsessætning)

Undertiden kan det være hensigtsmæssigt, især i forbindelse med sætningsanalyse på tysk og latin og i forbindelse med oversættelse, at dele ledsætninger op i en række forskellige typer, som de fremgår af nedenstående skema:

Specielt om relativsætninger

Relativsætninger (henførende sætninger) er sætninger indledt med et, eventuelt udeladt, relativt pronomen. Relative sætninger er ledsætninger og har adjektivisk funktion (dvs. de lægger sig til substantialer)

Relativsætninger kan deles op i to slags: 1. parentetiske relativsætninger og 2. bestemmende relativsætninger.

Parentetiske relativsætninger er karakteriseret ved at kunne udtages af den overordnede helsætning uden at denne i væsentlig grad ændrer betydning eller karakter. Den relative sætning er at betragte som et stykke ekstra information der ligger ud over den øvrige information i helsætningen og ikke udgør en integreret del af denne. En god måde at afgøre om en sætning er parentetisk eller bestemmende, er at forsøge at indsætte ’for øvrigt’ i den relative bisætning. Hvis det virker naturligt er sætningen sandsynligvis parentetisk.

Eks. Bestemmende:

Den (,) der ikke sparer, bliver aldrig rig.

Hun er glad for den ring (,) han gav hende.

Er der to (,) der står sammen, så er det de Konservative og Venstre

Parentetisk:

Præsidenten, der lige var vendt hjem fra Kina, mødte pressen i det ovale værelse.

Når du kommer til byen, så besøg også kirken, som er fra det 12. årh.

Undertiden er sådanne sætninger tvetydige. Hvad betyder f. eks. denne sætning:

Bønder (,) der har alt for store grisefarme, udgør en trussel for miljøet.

Enten betyder den: Bønder har gennemgående for store grisefarme og udgør derfor en trussel (Parentetisk). Eller også betyder den: Det er kun de bønder hvis grisefarme er for store, der udgør en trussel. (Bestemmende)

Eller:

De Konservative(,) der drikker som svin, er ikke værdige til at sidde i folketinget

Ifølge de nye kommeregler kan der sættes komma foran bestemmende relativsætninger. Foran parentetiske relativsætninger skal de sættes komma. For en mere udtømmende redegørelse for dansk kommatering henvises til www.almensprogforstaaelse.dk/dokumenter/kommaregler.htm

Læs mere

Her slutter den korte gennemgang af almen grammatik. En række af de begreber og termer vi har set på her, kan du finde mere om andre steder på www.almensprogforstaaelse.dk

Her findes