Der er ikke almindelig enighed om hvad sprog er. Nogle vil hævde at kun mennesket har sprog, og at det man i daglig tale kalder dyrenes sprog, ikke er sprog, men signaler. En masse forskellige dyr kommunikerer ganske hensigtsmæssigt på en række forskellige måder, med lugte, lyde, bevægelser. Hjortens brøl, fuglenes sang, hundens logren med halen, løven der pisser sit territorium af, er alle eksempler på effektiv kommunikation, især overfor artsfæller, men selv om der udsendes klare og tydelige signaler, er der vel næppe tale om sprog. Mere kompliceret bliver det når vi taler om biernes dans, som faktisk kommunikerer ganske effektivt til artsfæller både sted, afstand og mængde af honningkilder, men bien har ikke noget valg og dens 'sprog' er instinktivt. Delfiners og hvalers sang udgør utvivlsomt kommunikation, men det er ikke påvist at der er tale om sprog i vores forstand.

  Endnu mere kompliceret bliver det når vi taler om de store aber. Det er muligt at lære chimpanser temmelig komplicerede systemer som involverer både symboler og en enkel grammatik, især som tegnsprog og billedsprog. Og der er tilsyneladende også eksempler på at sådan tillært 'sprog' er lært videre fra chimpanse til chimpanse. Om så chimpanserne er i besiddelse af sprog eller ej, er i og for sig heller ikke så afgørende, og i den sidste ende handler det jo for de fleste ikke om at vi mennesker ikke godt vil dele sprogevnen med vores medprimater.

  Det sikreste er vel at forsøge at sætte kriterier op for hvad sprog er uden skelnen til om vi mennesker alene er i besiddelse af sprogevnen. Et væsentligt kriterium er om det sproglige udtryk er symbol, og som sådan indholdsuafhængigt, eller signal. Charles Hockett har opstillet en række kriterier i et forsøg på at skelne menneskesprog fra dyrenes kommunikation:

Alle de sprog der tales af mennesker, opfylder disse kriterier. En række af kriterierne, hvis ikke alle, er også opfyldt af de sprog man har lært visse højerestående primater. Men det er jo også en kendt sag at vi har op mod 98 procent af vores gener til fælles med chimpanser.

Er sprog medfødt?

Er sproget så et resultat af den menneskelige intelligens? Ja, men måske kun delvist. Dybt åndssvage, hvis intelligens måles til ringere end de store abers, er ofte i besiddelse af en del sprog. Derfor er der en del lingvister, først og fremmest Noam Chomsky, der mener at sprogevnen til dels er medfødt, at en eller anden form for grammatisk struktur er 'hard-wired' i hjernen ved fødslen. Argumenterne for en sådan antagelse er mange: For det første kan alle lære sprog, for det andet kan man påvise at går man tilstrækkeligt dybt ned i den grammatiske struktur, så ligner alle sprog hinanden. Med andre ord, sprog synes at være organiseret på en måde som ikke nødvendigvis er stringent og logisk, men bygget over en fælles givet struktur. Mennesket er sandsynligvis født med en matrix for sprog, og sprogindlæring efter fødslen består i at udfylde denne matrix. Faktisk har man i 2001 isoleret det første gen (FOXP2) direkte associeret med sprog .

 Babelstårnet

De findes tusindvis af sprog i verden. Langt de fleste tales kun af ganske få, mange har ingen skrifttegn endsige nogen litteratur, enkelte sprog tales måske kun af 2-3 personer og vil være uddøde om få år.

Dansk er faktisk et af de større sprog, selv om det kun tales af lidt mere end 5 millioner, og dansk er også et sprog med en forholdsvis lang litterær tradition og et forholdsvist stort ordforråd. Målt i antal brugere er dansk nr. 75 på listen over verdens 6-7.000 sprog. Langt de fleste sprog tales af langt færre mennesker.

Alle sprog lige

Principielt kan alle sprog udtrykke det de har brug for. Det ligger i sagens natur, for i samme øjeblik der introduceres et nyt koncept eller et nyt objekt i et givet sprogområde, vil sproget hurtigt dække konceptet ind, enten ved at låne et ord fra et andet sprog, sætte kendte ord sammen, eller ved at danne et helt nyt ord. På den måde er alle sprog ligeværdige: De kan alle sammen det de skal, nemlig kommunikere de koncepter, ting og begreber som et givet sprogområde har brug for og anvender.

Hvis du er interesseret i de genetiske forudsætninger for sprog, så lav en søgning på foxp2

Herunder kan du se et lille stykke skrevet i programmeringssproget Delphi. Det er sprog, men vel næppe naturligt menneskeligt sprog

procedure Ttester.naesteClick(Sender: TObject);vartael2:integer;
begin panel2.Visible:=true;
memo1.lines.clear; memo2.lines.clear;
sporgsvar[tael,2]:=rb;
if rb=sporg[tael,6] then begin
sporgsvar[tael,3]:='+';end;
if rb<>sporg[tael,6] then begin
sporgsvar[tael,3]:='-';
end;
 

Hvordan læser du denne taleboble  op? Er det et ord??

Vi så ovenfor at sprog udtrykker sig gennem symboler. Der er ingen nødvendig sammenhæng mellem et ords eller morfems lydlige fremtrædelsesform og det pågældende ords betydning. Eller sagt på en anden måde: Der er ingen anden sammenhæng mellem den konkrete fysiske hest  og ordet hest end den vi tillægger begrebet/ordet. Vi kunne lige så godt sige ferasi (swahili), cheval (fransk)  eller equus (latin) for at benævne en hest. Eller for den sags skyld kunne vi sige sko eller havelåge, bare vi var enige om at den pågældende kombination af fonemer eller skrifttegn betød hest.

Der er masser af ord der betyder én ting på et sprog, men noget helt andet på et andet sprog. 'Top' betyder fx kanon på tyrkisk 'Juu' (udtalt /dju/) betyder op på swahili, men samme ord 'giu' (udtalt dju) betyder ned på italiensk.

Det betyder imidlertid ikke at ordenes lydlige kvaliteter ikke i visse tilfælde kan have en vis sammenhæng med ordets betydning. Det gælder lydmalende ord (onomatopoietika) som bang, kykliky, gurgle o. lign. Men dette er undtagelsen snarere end reglen.

Semantik

Semantik er den del af lingvistikken der beskæftiger sig med ords og udsagns betydning. Indtil ca. 1900 antog man betydningen af ord for givet og beskæftigede sig derfor kun i ringe grad med analyse af mening af enkeltord. Men siden begyndelsen af det 20 årh. har der været forsket meget i ordenes betydning og meningsdannelse. De sidste mange år har man forsøgt at indkredse enkeltords betydning ved at gruppere dem omkring overordnede begreber eller i grupper af lignende ord. Det er også forsøgt at definere ords betydning ud fra de sammenhænge ordene indgår i, m.a.o. ved at beskrive ord ud fra de ord ordet omgiver sig med. Hvordan man end griber det an, er en sådan indkredsning af ordenes betydning  selvfølgelig interessant i sig selv pga. de erkendelser om menneskets forhold til dets omverden som opnås gennem en sådan analyse. Men en sådan beskrivelse af mening/betydning er jo også helt central hvis målet er at mennesket skal kommunikere i naturligt sprog med computere, og hvis man ønsker at lave rimelige oversættelsesprogrammer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Onomatopoietika (lydord) hedder i singularis onomatopoietikon

Semantik

 

En computerprogrammør havde lavet et oversættelsesprogram der oversatte mellem  engelsk og kinesisk. En kollega bad ham oversætte udtrykket "Out of sight, out of mind.", hvorefter computeren straks producerede nogle overbevisende kinesiske tegn. Kollega bad så programmet oversætte tegnene tilbage til engelsk og fik resultatet: "Invisble idiot"

   Hej!

 

 

 

 

 

 

 

 

Prøv selv at finde nogle eksempler på talehandlinger

 

 

 

 

 

Talehandlinger/sproghandlinger

Den omstændighed at sproget kan anvendes til en symbolsk fremstilling af verden, betød at sprogforskningen i mange år først og fremmest beskæftigede sig udsagns sandhedsværdi. Der var også en forestilling om at sprog handlede om udveksling af informationer. Imidlertid er det jo konkret ikke ret tit information med større eller mindre sandhedsværdi vi går rundt og meddeler hinanden. På samme måde som vores fysiske handlinger, fx at køre en bil ind i et træ, eller at sparke en bold i et fodboldmål, har til hensigt at forandre eller manipulere med vores omverden, har også  vores ytringer ofte til formål at ændre på virkeligheden.

Når vi ytrer os om vores hensigter. er det jo ikke virkeligheden vi beskriver, men fx udsagn om hvordan vi har tænkt os at ændre på vores situation. Og udsagnet, som det foreligger, kan jo heller ikke undersøges for sin sandhedsværdi, for så vidt om fremtiden ikke er indtrådt ved ytringens fremførelse.

Et endnu klarere eksempel på at ytringer ikke beskriver virkeligheden, er den situation hvor præsten udtaler ordene: "Jeg erklærer jer hermed for rette ægtefolk at være". Den talehandling er jo ikke en beskrivelse af et givet forhold,  men en klar, og juridisk bindende, ændring af et givet forhold. Udtalelsen, talehandlingen, ændrer virkeligheden. Og på samme måde når præsten døber barnet i faderens, sønnens og helligåndens  navn. Den talehandling har her i landet den konsekvens at man må så skal betale kirkeskat, altså en ændring af ens juridiske forhold.

Men også i det daglige. Hvis du siger til din mor: "Jeg lover at tage opvasken i aften", så er det ikke en beskrivelse af din handling, men i sig selv en handling der ændrer på forventningerne til dig.

I det daglige er det også sjældent informationer i snæver forstand der udveksles mellem to samtalepartnere. Når nogle taler om vejret, fx, kan der selvfølgelig godt være tale om at den ene har hørt vejrudsigten og ønsker at kommunikere denne til sin samtalepartner. Men lige så ofte er en sådan samtale en social foreteelse hvor samtalens formål  er at bekræfte en samhørighed, eller endda blot fyld fordi tavshed ville være pinlig.

Det samme gælder en lang række af de kommunikationssituationer vi dagligt befinder os i. Tit er der tale om leg og spil, magtkampe og alle mulige andre mere eller mindre subtile manøvreringer. Sandhedsværdien af et givet udsagn øges ikke ved at man hæver stemmen, så den ændring af udsagnets indhold vi fornemmer, skyldes andre omstændigheder.

 

I moderne lingvistik er talehandlinger et centralt begreb. Begrebet (act of speech, el. speech act) blev introduceret i 1960 af filosofferne J.L. Austin og J.R. Searle. Hvis du vil vide mere, så søg på act of speech, Austin og Searle

Der er ikke alm. enighed om 'act of speech' skal oversættes: sproghandling eller talehandling. Der er heller ikke enighed om hvad disse begreber dækker

Flere sætter lighedstegn mellem alle ytringer og begrebet sproghandling, altså at en hvilken som helst ytring er en talehandling.  Jeg reserverer udtrykket sproghandling/talehandling til udsagn der har til formål at påvirke virkeligheden. Udsagn hvis sandhedsværdi umiddelbart kan afgøres, betragter jeg som udsagn, men ikke som talehandlinger.

De der anvender udtrykket sproghandling om stort set al kommunikation, deler undertiden sådanne handlinger op i 3 typer:

1. Informerende
2. Regulerende
3. Selvfremstillende

Men i praksis er det svært at skelne mellem disse - og hvorfor ikke kalde dem udsagn?

 

 

 

Prøv sammen med dine kammerater at skrive denotation og konnotation til en række ord ned, - og undersøg om I fornemmer de samme konnotationer. Prøv fx med: tyr, tag, kollektivisering, flod, borg, ninja, automobil, loft, guld, tøs, konstruere, bygge

I daglig omgang med sproget plejer vi ikke at beskæftige os voldsomt meget med de enkelte ords betydning. Hvis vi er vokset op i et givet sprogområde, har vi et ganske godt begreb om hvad de enkelte ord betyder. Imidlertid sker det ikke sjældent at vi fornemmer at der ligger mere bag ordene end den konkrete betydning af de enkelte ord. Det sker ofte når vi læser litteratur, især når vi læser tekster med fortættet mening som fx digte.

Langt de fleste ord betyder i visse sammenhænge mere end den definition der står i ordbogen. Definitionen i ordbogen er den definition som alle kan være mere eller mindre enige om. Denne definition kaldes ordets denotation. Men derudover har ordet ofte en række bibetydninger, associationer, måske et symbolsk indhold, som både kan være fælles for alle, eller som kun opfattes af enkelte. Sådanne bibetydninger kaldes ordets konnotationer. Hvis vi tager fx ordet 'hest', så er denotationen noget i retning af ' stort firbenet græsædende hovdyr', medens denotationerne kan være noget med styrke, fart, stolthed, ridderlighed osv. Det er også klart at selv om denotationen af hest, ganger og øg er stort set den samme, så er konnotationerne helt forskellige.

I skemaet herunder kan du se nogle eksempler på ord defineret ved deres denotation og konnotationer:

Mange konnotationer er kulturelt  bestemt, og i forbindelse med ophold i udlandet, eller når man oversætter,  kan man komme frygteligt galt af sted hvis man ikke kender et ords konnotationer i en fremmed kulturkreds.

Prøv at lave en liste med så mange ord som du kan, som alle har det tilfælles at de angiver et kvindeligt væsen.

Analysér derefter associationerne, altså denotationerne, til de enkelte ord og betegnelser.

 

Sprogets bestanddele

Fonemer

Alle sprog anvender som udgangspunkt taleorganerne, strubehoved, gane, tunge, læber, næse,  til a

t danne lyde med. Principielt er der ingen øvre grænse for antallet af forskellige lyde der kan dannes, men i praksis opererer de fleste sprog med en 20-40 stykker. De lyde der anvendes i et givet sprog, og som bruges til skelne ord fra hinanden, kaldes fonemer. Når man vokser op i et givet sprogområde, bliver man ganske ferm til at skelne netop de lyde der i det givne sprog bruges til at danne fonemer, hvorimod man bliver mindre og mindre opmærksom på de lydforskelle der ikke på ens eget sprog betyder noget for orddannelsen. På dansk skelner vi fx ikke mellem w og v, men opfatter blot w som en (jysk) variant af v. Vi har ingen ordpar hvor forskellen alene udgøres af et valg mellem w og v. Vi udtaler watt og vat ens. Det er en af grundene til at mange danskere har svært ved at høre, og udtale, forskellen på engelsk, hvor fx 'why' (hvorfor) og 'vie' (konkurrere) jo betyder helt forskellige ting. Bemærk at tyskere i engelske film næste altid siger v for w. Det er jo urkomisk: ”Vee von de var”.

Englænderne synes så til gengæld at alle vores mange vokaler lyder stort set ens, og synes derfor vi mumler. Og de kan slet ikke lære vores 'stød' ( forskellen mellem far (drag af sted) og far (fader)).

Det har vist sig at blot man regelmæssigt som barn har hørt en række fonemer på et andet sprog, øges evnen til at skelne mellem lydene i det pågældende sprog betragteligt, og dermed selvfølgelig evne til at lære sproget. Derfor må man forudse at danskere, fordi de udsættes for engelsk tale lige fra de er spæde, i fremtiden vil opleve færre problemer med udtalen af engelsk.

Når du ved at at 'slå' på swahili hedder 'piga', hvordan vil du så oversætte til swahili: 'Vi slog ham'

(se skemaerne til højre)

 

Morfemer

Som nævnt ovenfor kan alle sprog udtrykke det de har brug for at udtrykke. Og da alle mennesker lever i denne  verden, og de fleste i samfund der på trods af kulturelle forskelle trods alt ligner hinanden meget, har de forskellige sprog også evnen til at beskrive den verden. Derfor ligner sprog også hinanden i den måde de deler verden op, og i de ting de kan udtrykke. Men derfor er det ikke givet at disse informationer og sproghandlinger er organiseret på samme måde.

 Et eksempel:

Alle sprog kan udtrykke en handling, kan udtrykke hvem der udfører handlingen, og hvem handlingen retter sig imod. Det er det vi plejer at kalde verballed (udsagnsled), subjekt (grundled) og objekt (genstandsled). I sætningen 'Jeg elsker dig' bestemmes subjekt, verballed og objekt (bl.a.) i kraft af de enkelte ords position i sætningen.  Dette er en konvention, men der ikke noget principielt til hinder for at informationerne kunne have været arrangeret og meddelt anderledes. Herunder ses hvordan ovennævnte informationer (+information om tid) er arrangeret på henholdsvis dansk, latin, swahili. og kinesisk.

                    Jeg elsker dig/jeg elskede ham (dansk)

                   Te amo/eum amabam (latin)

                    Ninakupenda/nilimpenda (swahili)

    Wo ai ni/wo ai le ta (kinesisk

                  Dansk

Latin

                  Swahili

 ¨Kinesisk (Mandarin)

4 sprog og 4 forskellige måder at arrangere de samme informationer.

Det er tydeligt at den der taler, ved at ændre ganske lidt på udsagnet, kan ændre udsagnet fra nutid til datid og fra 2 persons objekt til 3 persons objekt. På swahili og kinesisk kan man ikke på objektet afgøre om objektet er femininum eller maskulinum. 'Le' et i kinesisk betegner egentlig ikke tid, men er et aspekt der angiver at handlinger er afsluttet i fortiden.

Morfemer

Disse betydningsbærende enkeltdele af et ord kaldes morfemer. Ligesom fonemet var den mindste fonetiske enhed der skelner mellem to ord, er morfemet den mindste selvstændige betydningsbærende enhed i et udsagn. I eksemplet ovenfor er  'elske' og  '–r' og '–de' i 'elske-r' og 'elske-de' eksempler på morfemer. '-r' og '-de'  ændrer betydningen af udsagnet fra nutid til datid.

Herunder er en sætning delt op i morfemer. Bemærk at hver enkelt morfem indeholder betydning. fx. 3:oplysning om genitiv, 6: om tid, 11: om bestemthed, køn og tal, 14: om kasus

Morfem er den mindste selvstændige betydningsbærende enhed.

'ø' og 'å' er både  fonemer,  morfemer og  ord.

'r' og 'e' er  fonemer, kan optræde som morfemer, men er ikke  ord.

'b' og 'k' er fonemer, men ikke på dansk hverken  morfemer eller ord.

Grammatik

Analytisk og syntetisk

Det føres os frem til begrebet grammatik. Grammatik er læren om hvordan et givet sprog arrangerer informationer. Som allerede nævnt arrangerer forskellige sprog informationer forskelligt, og i princippet er ingen af disse 'grammatikker' hinanden overlegne. Man plejer at skelne mellem to forskellige måder at arrangere sprogets informationer på: Analytiske sprog med begrænset eller ingen bøjningsmorfologi (fx engelsk og kinesisk) og syntetiske sprog med rigt bøjningsmønster (fx latin og russisk). Men ingen sprog er rendyrket analytiske eller syntetiske. Indoeuropæisk, som dansk og næste alle sprog i Europa nedstammer fra, var en syntetisk sprog, og det sprog vikingerne talte, oldnordisk, havde alle de bøjningsformer vi kender fra tysk. Det dansk vi taler i dag, er nærmest et analytisk sprog og betjener sig således af forholdsvis få bøjninger af ordklasserne.

 Syntetiske sprog

Syntetiske sprog arrangerer et udsagns informationer ved at ændre på bøjningsformen af de enkelte ord. Det betyder at man ved at iagttage det bøjede ord får informationer om ordets grammatiske funktion i sætningen, typisk om ordet fungerer som fx subjekt (grundled), objekt (genstandsled) eller dativobjekt (hensynsled). Selv om dansk i dag mest er et analytisk sprog, findes der også syntetiske elementer. I eksemplet herunder 

Jeg elsker hende

kan vi godt bytte rundt på ordstillingen og i stedet sige

Hende elsker jeg

som grammatisk er identisk med det første udsagn. Forskellen på de to udsagn er ikke grammatisk, men stilistisk. At det kan gå an i dette udsagn, skyldes at netop pronominerne (stedordene) bøjes i kasus på dansk, således at ordet 'jeg' bærer på to informationer: (1) at det drejer sig om 1 person, og (2) at 1 person er subjektet i sætningen, på samme måde som 'hende' bærer informationerne: (1) at det drejer sig om 3 person, og (2) at 3 person er objekt i sætningen. Hvis man derimod i stedet for pronominer sætter substantiver (navneord) el. proprier (egennavne) ind i sætningen, findes information nr. 2 ikke i udsagnet, fx

 Peter elsker hamburgere

 og udsagnets informationer fremgår udelukkende af ordstillingen.

På latin og andre syntetiske sprog bestemmes ordets funktion af det pågældende ords bøjning. Det betyder at selv om man kaster ordene i et givet udsagn op i luften og lader dem falde hvor de vil, vil der i de fleste tilfælde ikke være problemer med forståelsen. Det betyder samtidigt at de informationer der ligger i ordstillingen, ofte har stilistisk snarere end grammatisk funktion. Men også på syntetiske sprog er der naturligvis ordstillinger der virker mere 'naturlige' end andre. Bryder man med den gængse ordstilling, bliver det naturligvis registreret af modtageren, fx som en fremhævning af de ord der står uden for normal ordstilling. Faktisk lidt som eksemplet 'Hende elsker jeg' herover, hvor hende kan opleves som fremhævet.

 Analytiske sprog

Hvis man forestiller sig et rent analytisk sprog, så er det et sprog helt uden bøjningsformer. Alle informationer i udsagnet er bestemt af de enkelte ords individuelle betydning og relative position i sætningen. Alle de informationer der ligger i bøjninger i tal, tid og kasus mm. skal udtrykkes i kraft af ordets position i sætningen i kombination med en række kvalifikatorer, småord der anvendes til at give informationer som fx tal og tid, - hvis det skønnes nødvendigt. Sætningen herunder

Eleverne spiste maden i køkkenet

bærer på følgende informationer i kraft af ordstilling ( den analytiske del). 'Eleverne' er subjekt, 'spiste' er verballed, 'maden' er objekt, 'i køkkenet' knytter sig enten til 'spiste' eller til 'maden'. ( Hvis du flytter 'i køkkenet' hen efter 'eleverne' knytter det sig selvfølgelig til 'eleverne). Men fjerner vi de syntetiske elementer, ser sætningen sådan ud

Elev spise mad i køkken

og vi mangler jo en del informationer. Det lyder totalt tåbeligt, men vi kunne principielt give disse oplysninger om flertal, bestemthed og tid ved at tilføje ord i stedet for bøjningsformer, fx

(Flere) (bestemt) elev (dengang) spise (bestemt) mad i (bestemt) køkken

- og så har vi gjort dansk til et rent analytisk sprog.

Kinesisk er et eksempel på et næsten rent analytisk sprog. Det er en af grundene til at kinesisk lader sig skrive med skrifttegn, - man kan jo ikke have 10 forskellige skrifttegn til at dække evt. kasus og tal. Det er også derfor det er forholdsvist let at se forskel på en kinesisk og en japansk tekst. Japanerne har de fleste af deres tegn fra kinesisk, og i mange tilfælde med samme betydning, men da man på japansk har bøjninger, har man måttet tilføje en række småtegn til at angive bøjningsformer.

Dansk er et af ganske få sprog i verden der har efterstillet artikel: mad-en ( sml. engelsk: the food)

Grammatik 2 Sætningsskemaer

Her skal det handle om hvordan man i en dansk sætning afkoder sætningsledene i kraft af deres placering. Den beskrivelse der følger her, gælder udelukkende dansk.

Forestil dig at man ønskede at lave en grammatik hvis udgangspunkt var at man ville starte med det første ord i en given sætning, analysere hvad det kunne være og hvorfor, og så fortsætte med det næste ord. En sådan beskrivelse ville blive både meget lang og meget kompliceret og ikke bidrage væsentligt til en forståelse af sprogets struktur.

Men man kan opdele sætningen i felter. Det viser sig at selv om en helsætning principielt, men selvfølgelig ikke i praksis, er uendelig, så består den af et begrænset antal felter. Betragt sætningen herunder:

Om syntagmer se den almene grammatik på dette websted

Kolonnerne (a) og (A) indeholder adverbielle størrelser af forskellige karakter.

Om finit og infinit se den almene grammatik på dette websted.