Genre, stil og retorik

Genre og stil

Genre

Genre betyder slags eller art. Det er et overordnet begreb til at beskrive arten eller karakteren af en kulturel produktion, en tekst, et billede, en film, eller måske blot et udsagn. Når man siger at fx en tekst eller et maleri tilhører en bestemt genre, siger man altså noget om hvad det er for en type tekst man står overfor. Hvis man taler om genrer i forbindelse med sproglig analyse, betyder begrebet nogenlunde det samme som stil ( se nedenfor).

Der er principielt ingen øvre grænse for antallet af genrer og undergenrer, og nye genrer og nye benævnelser for genrer og undergenrer opstår til stadighed. Grænserne mellem genrerne er flydende og sjældent præcist definerede.

Du har formodentligt allerede et udbredt kendskab til en lang række genrer og bruger sandsynligvis genrebetegnelser hvis fx du har været i biografen og set en film og ønsker at fortælle en ven hvad slags film det var. Og hvis du vil en tur i biografen for at se en film, behøver du sandsynligvis blot kaste en blik på filmens titel, og plakaten, for at vide hvilken genre filmen er, og om det altså er en film du gider se.

Lav øvelsen ved at trykke her

Indenfor tekster skelner man normalt overordnet mellem fiktion og ikke-fiktion, hvilket er en skelnen mellem forskellige former for indhold. Om det er en fiktionstekst eller ej, handler om hvordan teksten forholder sig til virkeligheden. Det er ikke en skelnen der normalt volder problemer. Og det er ikke en skelnen som skal problematiseres her.

Det der karakteriserer en genre, kan både være form/stil og indhold. Når man fx taler om pointillisme eller kubisme i kunsten, siger man ikke noget om billedets indhold, men om måden det er malet på.

Imidlertid er det formålstjenligt at skelne mellem to forskellige arter af genrer, nemlig de genrer der er bestemt ved ydre formelle egenskaber, og de genrer der er bestemt af sprog og indhold².. Hvis vi tager fx et digt, er det karakteriseret ved en række formelle træk så som linjelængde, evt. rim og rytme, som betyder at vi umiddelbart genkender det som et digt, uden at vi i øvrigt sætter os ind i digtets indhold. Står vi med en roman, genkender vi den sandsynligvis også som en roman, i modsætning til fx en novelle, simpelthen fordi den er længere. Derimod er det først når vi ser titlen eller begynder at læse romanen, at vi genkender den som kærlighedsroman, kriminalroman, historisk roman, udviklingsroman etc, fordi det er genrer der afgøres af sprog og indhold snarere end af ydre formelle egenskaber.

Når vi står overfor en tekst (eller film eller maleri) er det første vi foretager os, normalt, bevidst eller ubevidst, at komme med et genregæt: Vi gætter simpelthen på hvad det er for en type tekst vi står overfor. Det gør vi fordi vi med vores kendskab til genrer automatisk indstiller os på at afkode teksten ud fra vores forforståelse: Vores genregæt er lig med vores forforståelse. Vores forforståelse/genregæt skaber visse forventninger til teksten som vi så løbende justerer i overensstemmelse med i hvilket omfang teksten lever op til vores forforståelse. Hvis fx en roman starter med en ung kvinde der går i byen, tænker vi måske: kærlighedsroman, Hvis hun møder en mand, tager ham med hjem og de har grafisk sex, tænker vi måske: Porno. Hvis hun så pludselig myrdes, tænker vi: Kriminalroman. Men i langt de fleste tilfælde vil en tekst afsløre sin genre i løbet af blot de første få linjer eller titlen, som filmene nævnt herover.. (Tænk: 'Det var en mørk og stormfuld nat' el. Mord i Rue Morgue)

Normalt er læserens genregæt temmelig præcist. Læseren har sandsynligvis besluttet at læse netop denne roman, se denne film, fordi den tilhører en helt bestemt genre som læseren holder af. Når man vælger en roman, gør man det jo netop i de fleste tilfælde ud fra visse forventninger til - en forforståelse af - romanen. Læser man det der står bag på bogen eller på omslaget, får man sandsynligvis et betydeligt begreb om hvilken genre man står over for.

Der findes også blandingsgenrer som kan deles op i (mindst) 3 slags: 'dokudrama' (dramatiseret dokumentar) og 'dramadok' (fiktion der anvender dokumentarens form) og 'reality' former

Traditionelt deler man litterære genrer op i 3 overordnede grupper:

1. Epik (fortællende)
2. Lyrik (udtrykkende)
3. Drama (visende)

Stil

Genren afsløres også gennem den stil der anvendes. Til bestemte genrer er der forventninger om bestemte stillejer. ´Man kunne også anvende begrebet sproglige genrer i modsætning til overordnede litterære genrer, idet det dog understreges at der naturligvis er en sammenhæng mellem overordnet genre og sproglig genre.

Hvis du fx sidder med et lyrisk digt, har du helt bestemte forventninger til det sproglige udtryk i digtet. Hvis der dukker ord som betalingsbalance, radiator eller kloakrens op i digtet, vil du sandsynligvis mene at der er tale om stilbrud.

Sociolingvistik og dialekt

Når en person ønsker at udtrykke sig, mundligt eller skriftligt, gør han det på en sådan måde at han tager hensyn til to ting: 1. Hvem henvender han sig til, hvem er modtageren og 2. Hvordan fremstiller han sig selv i kraft af udsagnet.

Hvis Peters tysklærer i 1g ikke er tilfreds med Peters arbejdsindsats, og ønsker at give udtryk herfor, henvender han sig sandsynligvis på én måde til Peter selv (fx 'Du er nødt til at gøre noget mere ved det!'), på en anden måde til sine kolleger ( fx 'Peter er en doven hund!') på en tredie måde til Peters forældre (fx 'Peter er nødt til at lægge en større arbejdsindsats for dagen.') og måske på en helt fjerde måde på Peters karakterblad (fx 'Det kniber med den elementære grammatik!') På samme måde beskriver Peter heller ikke sit standpunkt i tysk på samme måde overfor sine forældre, sine kammerater eller en evt, arbejdsgiver.

Det handler både for Peter og hans lærer om to ting, nemlig i begge tilfælde at kommunikere Peters forhold til tysk, men samtidig handler det også om både Peters og lærerens selvfremstilling. En persons hele identitet hænger nøje sammen med personens sprog. Det ved personen og derfor indretter han sit sprog til den situation han står i, så sproget passer til den identitet han ønsker at projicere i forhold til modtageren af udsagnet.

Dialekt

Mange danskere er to- eller tresprogede i den forstand at de har et sprog udadtil i mere eller mindre formelle sammenhænge (fx i skolen) , et andet sprog sammen med venner, og måske et tredie sprog i forhold til den nærmeste familie. I de egne af Danmark hvor der tales udprægede dialekter, er der mange elever der taler et sprog derhjemme og et andet i skolen. Ikke sjældent behersker de også to forskellige dialekter i forhold til kammerater alt eftersom disse selv taler dialekt eller ej.

Dialekterne er på vej ud. Det kan man glæde sig over eller beklage alt efter temperament. Langt de fleste elever i gymnasier i Jylland fra dialekttalende familier taler i dag sjældent dialekt med deres jævnaldrende, eller, hvis de gør det, gør de de for sjov og for at vise et tilhørsforhold.

Langt de fleste mennesker der optræder i medierne, fralægger sig deres dialekt når de fx interviewes, når de altså optræder i formelle sammenhænge. Enkelte fastholder deres dialekt for at vise at de vil være deres dialekt bekendt ( fx er det ikke unormalt at en politiker taler kraftig dialekt, men det skyldes måske at han ønsker at vise sine vælgere at han er ægte jyde eller falstring.) I TV-fiktion og film bruges dialekt undertiden til at karakterisere personerne. Ikke sjældent bruges dialekt i medierne humoristisk, fx De Nattergale, Eskild fra Svendborg og Finn Nørbygaard som Einar fra Boris.

I dag er der ikke mange dialekter der kendetegnes ved et afvigende ordforråd. Egentlige dialektord enten forsvinder eller bliver en del af almindeligt accepteret dansk. Oprindeligt jyske dialektord som 'træls' og 'krejler' står nu i Nudansk Ordbog og forstås af de fleste danskere, også danskere der aldrig selv ville bruge ordene².

I dag er dialekterne først og fremmest bestemt ved sprogtonen, snarere end ved grammatikken eller ordforrådet. Mange er stadig i stand til, efter blot nogle få sætninger, at afgøre hvor i landet fok kommer fra.

Danskeres forhold til de forskellige dialekter hænger selvfølgelig sammen med hvilken dialekt de selv taler. De fleste har større tillid til danskere der taler deres egen dialekt.

Da der stort set kan sættes lighedstegn mellem sprog og identitet, siger det sig selv at man gennem sproget ikke alene afslører sit geografiske tilhørsforhold (dialekt), men også sit køn, sit uddannelsesniveau og forskellige sider af sin personlighed. Mange af disse sider er sider man selv har valgt, altså den selvfremstilling vi talte om tidligere. Anlægger man et sociolingvistisk syn på sproget, altså kigger på sproget som udtryk for social klasse, viser det sig at især kvinder er tilbøjelige til at tillægge sig et sprog der forbindes med en højere klasse uddannelsesmæssigt og socialt, altså sprog som det tales af højtuddannede i de større byer. Det gør mange mænd sådan set også, men det er ikke ualmindeligt at mænd 'snobber nedad' fordi de efterligner sportstjerner, eller fordi de finder det 'fiset' at tale 'fint'.

Sociolingvistik er læren om hvordan vi bruger sproget i forskellige sociale sammenhænge, herunder også hvordan forskellige sociale grupper kan kendes på deres sprogbrug

Om et ord findes værdigt til optagelse i officielt dansk, afgøres af Dansk Sprognævn. På deres hjemmeside www.dsn.dk kan du, ud over at finde mange interessante artikler om dansk, selv komme med forslag til nye ord i dansk.

Taler du selv dialekt? I så tilfælde hvornår og med hvem?

Hvad er dine forventninger til danskere der taler udpræget københavnsk? Jysk? Sønderjysk?

Hvilke egenskaber tillægger du dem?

Prøv at tale i en anden dialekt end du plejer, til et barn du er tæt på. Barnet bliver meget forskrækket.

Slang, jargon og fagsprog

Fordi man identificer sig gennem sproget, og véd at andre gør det samme, bruger man også sproget ekskluderende, altså til at holde andre udenfor gruppen. I grupper af (især unge) mennesker opstår der ofte bestemte udtryk, nye ord, nye betydninger af gamle ord, osv. som kun forstås at dem der er medlemmer af gruppen. Gruppen bruger sproget som en slags kode hvor du enten er 'inde' hvis du korrekt kan afkode sproget, og tilsvarende 'ude' hvis du misforstår eller bliver misforstået. Et sprog der således knytter sig til en bestemt gruppe, kalder man jargon eller argot.

Slang opstår til stadighed, enten spontant i en gruppe hvorfra det så breder sig, eller pludselig fra den ene dag til den anden gennem medierne. Langt de fleste slangudtryk bliver ret hurtigt slidt op når nyhedens interesse fordufter, og forsvinder hurtigt igen. Ganske få finder fodfæste, enten som slang eller som en almindeligt accepteret del af sproget.

Indenfor bestemte faggrupper vrimler det selvfølgelig med slang for en række af de genstande og begreber man omgås til daglig. Inden for forskellige fag er der også modeord. Man viser man er med 'fremme på beatet' ved at demonstrere sin beherskelse af sådanne ord og vendinger.

'Knallert' er et eksempel på et slangudtryk der er gledet ind i sproget.

'Fed', 'fedt' og 'fedest' er eksempler på slang der stadig betragtes som slang, men som har vundet vid udbredelse

Hvad mener du om udtryk som 'nederen' og 'bred ymer'?

Sprog er magt

Fordi sproget bruges både inkluderende, altså til at vise hvilken gruppe man er medlem af, og ekskluderende, altså til at holde andre ude, er sproget en magtfaktor. Den person, eller gruppe af personer, fx et politisk parti, der forsøger at sætte dagsordenen, gør det gennem sproget. Hvis det lykkes for personen eller partiet at bestemme det sprog, de ord, vendinger og fraser, som man skal tale om et fænomen om, og desuden i et vist omfang at definere disse ord, er det svært for andre både at komme til orde og, især, at komme med indsigelser. Når en minister siger at han vil arbejde hen imod en god løsning, er det jo sin sag for oppositionen at sige at den vil noget andet.

Newspeak

Er det Newspeak når danske tropper der sendes i krig, kaldes 'fredsbevarende'?

Er det Newspeak når de nedsatte sociale ydelser for asylansøgere kaldes 'starthjælp'?

Retorik

I forbindelse med faget dansk vil du støde på begrebet retorik. Dette bliver derfor kun en ganske kort introduktion til emnet.
 

Retorik er den første humanistiske disciplin og går langt længere tilbage i tid end nogen anden humanistisk disciplin. Faktisk kan man sige at samtlige humanistiske discipliner¹, og for den sags skyld også en række videnskabelige og samfundsvidenskabelige, oprindeligt tager deres udgangspunkt i retorikken, for så vidt som retorikken i forskellige former var det eneste 'fag' der blev udbudt i oldtidens Grækenland og Rom. Interesserede man sig for litteratur, filosofi, digtekunst, politik, så var der ingen vej uden om retorikken. Når Platon ( 427-334 fvt.) forfattede sine kendte hovedværker indenfor europæisk filosofi, var tankerne og ideerne formuleret retorisk, for det meste som samtale mellem personer.

Den litteratur der fandtes, først og fremmest Homers Iliaden og Odyséen, blev brugt som tekststykker til at belyse retoriske virkemidler, som jo også er en slags litterær analyse. Og de etiske overvejelser som personerne gør sig i disse værker, blev anskuet ud fra en retorisk synsvinkel, men selvfølgelig også ud fra filosofiske og etiske overvejelser . I den klassiske oldtid udformedes også de første lærebøger i retorik (Aristoteles ((384-322 fvt.), Cicero (106-43 fvt) og Rhetorica ad Herennium ( 1. årh fvt)) Da den klassiske oldtid 'genopdages' i renæssancen, er det derfor også retorikken der oplever en genopblomstring. Da Holberg (1684-1754) ansættes på Københavns Universitet, er det i Eloquentia (= veltalenhed på latin).

Men efterhånden som der i løbet af det 19 og 20 århundrede dukker flere og flere selvstændige humanistiske discipliner på, lider retorikken betydelige domænetab og bliver begrænset i sit virkeområde til snævrere lære i veltalenhed.
 

Denne lære deler man siden oldtiden op i følgende 5 afdelinger:

1. Inventio (Hvad vil jeg sige?)

2. Dispositio (Hvordan vil disponere mit stof?)

3. Elocutio (Hvordan vil udtrykke mit stof?)

4. Memoria ( Hvordan vil jeg huske mit stof?)

5. Actio (Hvordan vil jeg mundtligt fremføre mit stof?)

Disse anvisninger, og hele fremgangsmåden (i hvert tilfælde de første 3 punkter), er jo ikke så forskellige fra de gode råd du utvivlsomt har fået i forbindelse med dansk stil eller andre opgaver du skal besvare.

De to sidste punkter er imidlertid ikke ganske irrelevante, fx i en eksamenssituation, hvor det både er vigtigt at huske hvad man vil sige, og at tænke over sin fremtoning.

Faget retorik har i dag en underlig dobbeltrolle mellem sprog og litteratur. De 2 første punkter herover hører snarere til litteratur end til sprog. Elocutio er straks mere sproglig da det jo bl.a. handler om at udtrykke sig grammatisk korrekt Men under elocutio kommer også stilfigurer, metaforer, variation i udtrykket, gentagelser osv. som befinder sig et sted mellem litterær analyse, stilistisk analyse og sproglig analyse. Et studium af Elocutio er et studium af stil og af de virkemidler, også de mere manipulerende, som anvendes af personer der ønsker at overtale andre. Et kendskab til disse virkemidler vil gøre dig bedre i stand til at gennemskue retoriske argumenter (og spin) og selvfølgelig også til selv at anvende dem.

Memoria hører vel nærmest til psykologi, og Actio til en kombination af fonetik og dramatik.

Med gymnasiereformen lægges der mere vægt på kommunikative færdigheder, herunder også evner til at fremlægge sit stof både i det daglige og i en eksamenssituation. Især i faget Almen Studieforberedelse, hvor du arbejder på tværs af fagene med emnebaserede opgaver, vil du kunne få udbytte af et kendskab til retorik.

Humanistiske videnskaber, humaniora, er ikke meget mere et par århundreder gammel.